'Perfekte Steder' - en kærlighedshistorie på ZULU

Vær klar til at blive ramt af en stormende forelskelse, når TV 2 ZULUs nye fiktionsserie, 'Perfekte Steder', får premiere tirsdag 10. oktober 2017 på både TV 2 ZULU og TV 2 PLAY. Mikael Wulff har skrevet manuskript og instruerer også, mens vi i hovedrollerne som Tobias og Rose møder skuespillerne Gustav Giese og Sara Hjort Ditlevsen.

Tobias og Rose er begge i midten af 20'erne og lever hver deres liv. Tobias er nyuddannet jurist med en ambitiøs plan, en fast kæreste og en familie med meninger. Rose er single og bor sammen med en veninde. Hun arbejder i Magasin, men dagdrømmer om noget større, som hun dog ikke rigtig ved, hvad er. På en helt almindelig hverdag i solskin støder Tobias og Rose tilfældigt på hinanden på en gade i København. De taler kort sammen, et magisk moment opstår, og fra det ene øjeblik til det andet kan de ikke glemme hinanden. En vild rejse begynder. En rejse, der handler om forelskelse, lidenskab og om at sætte alt på et bræt. Det hele opleves gennem de øjne, der føler forelskelsen, nemlig Rose og Tobias', og vælger de hinanden, vil vejen helt sikkert være ujævn og kompliceret.

- Kærlighed er for alle. Det at være forelsket er for alle. Derfor er 'Perfekte Steder' en serie for alle. Det er en kærlighedshistorie, og alle - eller de, der har været så heldige at være forelskede - kender de følelser, der er på spil, når man er forelsket. Det er følelser, som man aldrig bliver klogere på. Det er fantastisk og forfærdeligt på én gang. Uanset, om man er ung eller gammel. Mand eller kvinde. Pige eller dreng. Men det er også en serie, der handler om venskab og om, hvordan det ændrer sig i tætte relationer, når en ven eller veninde får en kæreste, siger Maj-Britt Landin, Executive Producer, TV 2 Fiktion.

'Perfekte Steder' er på i alt otte afsnit og er optaget i realtid, hvor 25 minutter i serien svarer til 25 minutter i virkeligheden. Serien er skabt af Mikael Wulff, der både har skrevet manuskript og instruerer:

- Efter mange år med komik ønskede jeg at lave en fortælling, der har en helt anden stemning. 'Perfekte Steder' er en romantisk, intim kærlighedshistorie, der skildrer en usandsynlig, men alligevel uundgåelig forelskelse, sådan som jeg drømmer om, at en forelskelse er, når det er sommer, og man er midt i 20'erne. Hvis man ikke føler noget, når man ser denne serie, er man blevet ældgammel og har mistet livsgnisten. Så enkelt er det, siger Mikael Wulff.

'Perfekte Steder' har premiere tirsdag 10. oktober 2017 på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Kontakt

Vil du vide mere om 'Perfekte Steder'?

TV 2 ZULU PR-konsulent
Marie Futtrup, mafu@tv2.dk, 30 10 01 60

TV 2 Tekstredaktør
Tina Anna Christiansen, tich@tv2.dk, 51 56 33 84

Om presse.tv2.dk

Sitet er TV 2 Kommunikations vindue til alle, der beskæftiger sig professionelt med tv-stof

Her kan du hente de nyeste programoversigter, downloade pressebilleder og holde dig orienteret om de største begivenheder på TV2s kanaler.